Lad det være sagt med det samme. Denne gang er der ikke tale om en systematisk gennemgang af de mest betydende ERP systemer i Danmark og deres brugerflade målt på intuitet, effektivitet og responstider. Denne gang er der tale om en absolut subjektiv holdning til brugeroplevelser, og det betyder: En røffel!
 
 I mange år har vi været vidne til ganske kedelige brugerflader og det har været nævnt flere gange fra Herbert Nathan og Co. at man må da kunne tænke i andre baner. Det underlige er, at det ene system efter det andet faktisk har gjort sig store anstrengelser for at gøre deres brugerflader bedre. Flere har modtaget “priser” for bedste brugerflade. Dette har da også medført kraftige forbedringer sammenlignet med tidligere tiders ulogiske funktionstast anvendelser og efterhånden også en fornuftig såkaldt “brødkrumme” sti-funktion i snart sagt alle systemer. Men det er altså stadig sølle. Hvor er 3D brugerfladen blevet af? Hvor er den intuitive understøttelse af parametre? Vi har flere gange set de første spæde skridt, hvor varelageropbygninger bliver understøttet mere eller mindre grafisk, og styklisteopbygninger ditto. Men ret meget Ipad/IPhone/Android er der ikke over det.
Her udtaler vanetænker at: nu taler vi jo ikke om systemer der er for til for underholdningens skyld; Det skal jo være seriøst og troværdigt.

Det er alle naturligvis fuldstændig enige i, men dette er ikke modstridende i forhold til f.eks. at understøtte en vare’s dimensioner med en roterende figur der illustrerer disse dimensioner. Eller i forhold til en sporing, hvor vi kan se ikke blot hvem der har ændret hvad hvornår inkl. evt. tidligere værdier, men også hvorfra dette er ændret, og en sporing til samme persons ændringer før og efter denne ændring – illustreret på en fornuftig måde grafisk. Flere systemer tilbyder nu fornuftige sammenhænge i flere systemer omkring processerne og funktionerne, men der er sandelig langt til Apple’s intuitive design, og bladren rundt i elementer.
   Det generelle indtryk er at der er arbejde i gang i ”laboratorierne” omkring disse udfordringer, da der så sandelig er brug for store databehandlinger til at understøtte disse brugerfladebehov. Men nu hvor skyen for alvor er eksisterende og hvor vi får filmbåndbredder til rådighed til disse servere  i skyen er fremtiden altså begyndt.

ERP leverandørererne er heldige med at det tager ca. 10 år inden en større opgradering eller udskiftning af en virksomheds ERP system kommer på tale, da stadig flere kunder efterspørger en endnu bedre brugerflade. Måske skal denne fornyelse slet ikke komme fra ERP husene, men mere fra de brugerflade designerer der kan fremkomme med nye registrerings og BI “skaller” ned til hhv. ERP og BI databaserne. Anvendelse af Smartphones er også et stadig mere udbredt ønske på en række funktionsområder. Brugerflade og oplevelse samt effektivitet vil samlet være en stadig større del af de fremtidige valgprocesser omkring systemer. Det bliver spændende at se hvem der følger bedst med – eller om vi ser en af de små spillere rykke frem i bussen!