En af vores gode kolleger i branchen har længe talt om, at der i enhver god projekttilgang og projektleder må være plads til / en fornemmelse for jazz. Det handler om, at der kommer tidspunkter i alle projekter, hvor der er behov for at kunne improvisere.

Hvad betyder improvisation egentlig? Ifølge Gyldendals åbne encyklopædi betyder det ’at handle med det tilfældigt forhåndenværende materiale.’

Spørgsmålet er, om en ERP implementering ikke er en lang række af improvisationer baseret på modeller, planer, løsninger osv. Så ligesom i jazz sammenhænge er der en masse elementer i rammerne, der er givet. Der er en erfaring og kompetence at trække på. Men når vi står ude i projekterne dag for dag, så er oplevelsen i mange tilfælde, at vi handler med det forhåndenværende materiale i samspil med hinanden.

Vi forsøger i disse år at håndtere dynamikken i implementeringsmodeller inspireret af Scrum eller i aftalegrundlag, som indeholder forskellige mekanismer til at styre de tilfældige situationer, der måtte opstå. Spørgsmålet, jeg må stille mig selv, er, om vi som mennesker er fleksible nok til at leve op til en virkelighed, som vi godt kan se kalder på højere grad af dynamik.

Hvis man skal skære ind til benet, så tror jeg, mange nikker genkendende til at det som udgangspunkt er lettere at yde modspil end medspil. Prøv at tænke over det næste gang du sidder i et møde. Impulsen til at være kritisk er traditionelt kraftig. En lidt anden og mere konstruktiv vej er at give medspil – altså gå med ideerne, give dem dit bedste input til evt. forbedring og aflevere et endnu stærkere oplæg. Ikke for mange tilbagelægninger i fodboldsprog, kunne man sige.

Man kan fremføre, at der er så mange forskellige (økonomiske) interesser i spil i et ERP projekt, at det er en illusion. Der er mange forskellige interesser, men jeg tror, man igen skal holde øje med, om det ikke blot er at retfærdiggøre en kritisk tilgang og ’min/vores’ position og særinteresse i projektet. Hvor er det fælles anliggende?

En af mine store inspirationskilder er jazzmusikeren Herbie Hancock. Han har lavet en plade, hvor han har indkaldt en række store artister for at udforske muligheder. De kommer med deres forskelligheder og skal bidrage med det, de kan (en række leverandører). Pladen hedder Possibillities. I en enkelt session med John Mayer ser man holdet arbejde i studiet. Han kalder processen ’collaborative effort’. Der er ingen tvivl om, at der er et klart mål for indsatsen, der er store personligheder, der er dyre studier og session musikere, så der er pres på alle – ligesom i ERP projekterne.

Men tilgangen er hele tiden at udforske de forslag, der kommer og gøre dem bedre. Det kommer der fantastisk musik ud af. Jeg tror det samme kan ske og er en nødvendighed i ERP projekter. I enhver situation kunne man i stedet for at spørge om vi har den rigtige model, den rigtige løsning osv. spørge: Er jeg fleksibel og udforsker muligheder i stedet for at skabe begrænsninger (også i de rigtigt kritiske projektsituationer..). Hvordan bevarer jeg åbenheden og giver plads til ægte innovation?

Se klippet her: http://www.youtube.com/watch?v=JAZXEB-2IfA

Del gerne dine tanker med os.